2. september 2025
Mødedeltagere
Jess Vibech Laursen (JVL), Regionsrådet
Jane Pedersen (JP), brugerrepræsentant
Karina Dinesen Kjeldsen (KDK) – Høreklinikken
Hanne Vestergaard Ottesen (HVO), Danske Handicaporganisationer
Torben Gjering Frederiksen (TGF), Danske Handicaporganisationer
Cristina M. Kristensen (CK), personalerepræsentant, Høreafdelingen
Inger Samsø Engberg (ISE), personalerepræsentant, Syn- og IKT-afdelingen
Carsten L. Johansen (CLJ), områdechef, Området for Kommunikation og Specialpædagogik
Afbud: Ulla Flintholm (UF), KKR, Karen Marie Poulsen (KMP), Øjenafdelingen, Henriette Hermann
Olesen, tilbudsleder Center for Sansenedsættelse
Maria Bærentsen, ref.
1. Endelig godkendelse af referat fra mødet den 11. februar 2025, bilag 1
Det blev bemærket, at det i referatet kunne læses sådan, at emnet Fremskrivninger: Hvordan
tilpasser og forbereder vi os mht. personale, kompetencer mv.?, skulle have været på dagsordenen til dagens møde. Emnet kommer på næstkommende møde den 27. november 2025.
Referatet godkendt ud over dette.
2. Godkendelse af dagsordenen
Dagsorden godkendt.
3. Status på procesplanlægningen vedr. flytningen af Institut for Syn og Hørelse til Kollegievej v./områdechef Carsten L. Johansen
Sagsfremstilling: Regionsrådet har bevilget en større sum til OKS. Det betyder, at der er mulighed for at renovere, bygge om og bygge til på Kollegievej. Der er tale om et omfattende bygge- og udviklingsprojekt, som med tiden også muliggør, at Institut for Syn og Hørelse kan rykke
ind på Kollegievej. Dermed bliver kræfterne samlet ét sted, og forventningen er, at dette vil
skabe både faglige og driftsmæssige gevinster i hverdagen.
Indstilling: Bestyrelsen tager orientering til efterretning. Der vil også være mulighed for at stille spørgsmål mv.
Referat
Status: Projektet har været behandlet i flere instanser, herunder regionens Psykiatri- og Socialudvalget samt Regionsrådet. Den endelige bevilling afhænger af forhandlingerne om Budget 2026, som afsluttes ultimo september 2025. Forventningen er dog, at bevillingen godkendes, da projektet allerede har fået positiv behandling i de centrale politiske udvalg. Det forberedende arbejde er sat i gang. Første spadestik forventes tidligst sommeren 2026, hvilket giver mulighed for grundig planlægning. Medarbejdere, arbejdsmiljørepræsentanter og relevante parter inddrages løbende i planlægningsprocessen.
Drøftelser: Der blev spurgt til, om projektet indebærer nybyggeri eller renovering af eksisterende bygninger. Der bliver tale om en kombination, men ikke en direkte én til én-overførsel
af ISH’s nuværende indretning.
Flere udtrykte betænkelighed ved, at beslutningen om flytningen først sent blev meldt ud til bestyrelsen. CLJ forklarede, at der i en lang periode har været uafklarede forhold i projektet,
og at man ikke har skønnet det hensigtsmæssigt at melde ud, når man ikke kunne være videre præcis.
For flere var det en lettelse, da det blev meldt ud, at var ISH, der skulle flytte. Flere klare fordele ved flytningen blev fremhævet, herunder bedre logistik, bedre adgangs- og
parkeringsforhold og en mere central placering. Der var bred enighed om, at samlingen af funktioner på Kollegievej giver god mening, forudsat at de fysiske rammer bliver tilstrækkelige.
Opmærksomhedspunkter fra bestyrelsen til byggeprojektorganisationen
- Tilpasning af de fysiske rammer til de konkrete brugergrupper. Fokus på bl.a. kontrastfarver,
lyd, lys og akustik
- Opmærksomhed på risici for elektromagnetisk støj i nye tekniske systemer
- Særligt hensyn til overgang mellem Auracast og ældre høretekniske løsninger
- Lagerfaciliteterne bør ligge tæt på funktionerne, da konsulenterne bruger disse løbende.
4. Spørgsmål og kommentarer til Status fra Institut for Syn og Hørelse, bilag 2
Sagsfremstilling: Høreafdelingen og Syn- og IKT-afdelingen orienterer om aktuelle emner, fremtidsudsigter mv. Indholdet i orienteringen bliver ikke yderligere fremlagt på mødet.
Indstilling: Bestyrelsen tager orienteringen til efterretning. Der er også mulighed for at stille spørgsmål, kommentere mv.
Referat: Orienteringen blev taget til efterretning. Ingen yderligere kommentarer.
5. Økonomi
Sagsfremstilling: Relevante temaer vedr. økonomien for Institut for Syn og Hørelse fremlægges.
Indstilling: Bestyrelsen tager orienteringen til efterretning.
Referat: CLJ orienterede om akkumulerede timer samt timesalg pr. måned i Høreafdelingen samt i Syn- og IKT-afdelingen. Aktiviteten forventes at ligge på samme niveau som i 2024, dog
med en mindre stigning.
Drøftede spørgsmål og bemærkninger:
• Er ventetiderne et strukturelt problem, som evt. kan forebygges? Der arbejdes på at nå tilbage til et normalt niveau.
• Afspejler det højere antal solgte timer et stigende behov blandt borgerne, eller skyldes øgningen ”bare” faktorer som sygdom og generationsskifte internt på ISH?
JV foreslog at indføre en femte kategori i gennemgangen af økonomi og aktivitet, nemlig bevægelserne i borgernes behov og at sammenholde disse med ISH’s aktivitet. Dette vil være
svært at opgøre.
• Kendskab til eller fokus på lange ventetider kan evt. forstærke borgernes oplevelse af, at
problemerne er mere alvorlige og hastende.
Region Nordjylland har en 5-timersregel: Hvis ydelsen på ISH kan igangsættes og afsluttes inden for fem timer, kræves ingen bevillingssag i kommunalt regi. Ordningen er fleksibel og til gavn for
borgere, kommuner samt ISH, ligesom den kan være med til at holde ventelister nede.
Konklusion: Center for Sansenedsættelse, rammeaftaleområdet, har et mindreforbrug på knap 1 mio. kr. Dette betyder, at økonomien samlet set er i balance.
6. Orientering fra bestyrelsesmedlemmerne
Sagsfremstilling: Hvert bestyrelsesmedlem orienterer om nyt siden sidst, fremtidsudsigter mv. i eget regi.
Indstilling: Bestyrelsen tager orienteringerne til efterretning.
DøvblindeDanmark
To nye udvalg er oprettet:
• Ungdomsudvalg: Stort udbytte af at mødes, uanset meget forskellige forudsætninger.
• Nyt Pårørendeudvalg: Fokus på støtte, info og vejledning.
• Årsberetning + reklame for pårørendeudvalg delt ud.
HVO stopper efter 12 år i bestyrelsen og takker af. Bestyrelsen takkede for indsatsen. Danske Handicaporganisationer udpeger nye medlemmer samtidigt med konstitueringen af den
nye bestyrelse fra 1. januar 2026.
Høreklinikken
Gode nyheder:
• Tre nye fastansatte: To audiologiassistenter + en teknisk audiologiassistent.
• Midler fra regionens innovationspulje til semi-selvkørende høreprøver, som forventes at
medføre kortere ventetid.
• Ledig stilling i Thisted – del gerne.
Høreafdelingen
• Tal tydeligt-plakater er lavet og kan bestilles hos Materialecentret.
• Tekster til nye hørestrategier på vej.
• Fokus på AI: Afdelingen afprøver pt. talegenkendelse, bl.a. briller til livetekstning.
Høreforeningen: Eftersendt materiale sendes ud sammen med dette referat.
7. Fagligt indslag: Sådan arbejder vi med ASK (Alternativ Supplerende Kommunikation) v./Camilla Bødstrup, IKT-konsulent, Syns- og IKT-afdelingen, Institut for Syn og Hørelse
Der refereres ikke fra faglige indslag.
8. Valg af brugerrepræsentant
Sagsfremstilling: Der blev på bestyrelsens seneste møde gjort opmærksom på, at valg til brugerrepræsentant ifølge bestyrelsens vedtægter skulle have været afholdt i slutningen af 2024,
men dette er ikke sket. Det blev foreslået at forlænge den nuværende valgperiode til ultimo 2025 således, at den nuværende repræsentant fortsætter året ud.
Indstilling: Bestyrelsen bedes beslutte, om den nuværende valgperiode skal forlænges til ultimo 2025 eller ej.
Beslutning: Valgperioden forlænges i år. Processen vedr. nyvalg til den kommende periode aftales med tilbudsleder, Henriette H. Olesen.
9. Emner, som skal på dagsordenen på kommende møder
Indstilling: Bestyrelsen afgør, hvilke emner er særligt vigtige at kaste lys på.
I banken er pt:
- Fremskrivninger: Hvordan tilpasser og forbereder vi os mht. personale, kompetencer mv.?
- Statistik og borgerne: Hvad betyder graferne i kød og blod?
Beslutning:
- Fremskrivninger: Hvordan tilpasser og forbereder vi os mht. personale, kompetencer mv.?
- Demo af forskellige slags AI-briller (talegenkendelse samt synstolkning)
10. Eventuelt
Ang. de faglige indslag: Forslag om at inddrage oplæg fra brugersiden også
Kontakt
Opdateret